Det første byggefelt på Stævnen er solgt

billede

Det første byggefelt på Stævnen er solgt

Underskrifterne er sat på første byggefelt af Struers nye bydel, Stævnen. Byggefeltet på Gammel Havn er solgt til et konsortium med planer om at bygge rækkehuse, der favner områdets maritime historie, på en helt unik beliggenhed.

Det er et konsortium med rødder i Struer, der nu har købt byggefeltet Gammel Havn, som er den del af Struers nye bydel Stævnen, der ligger tættest på bymidten. Konsortiet består af selskaberne US Holding Horsens ApS og Bloch Holding 2016 ApS, og personkredsen bag er også involveret i udviklingen af slagterigrunden.
Borgmester Marianne Bredal glæder sig over salget, der giver den kommende bydel, Stævnen, vind i sejlene:

- Det er med stor forventning og glæde, at Byrådet har skrevet under på salget af byggefeltet på Gammel Havn. Med den nye bydel på Stævnen forventer vi både at kunne tiltrække nye borgere til kommunen, men også at skabe attraktive muligheder for de af kommunens egne borgere, der ønsker at blive en del af vores nye maritime bydel.
Udviklingen på Stævnen vil forventeligt kunne frigive andre attraktive boliger, der kan tiltrække børnefamilier til alle dele af kommunen, udtaler borgmester Marianne Bredal.

Rækkehuse til projektsalg i etaper

Det er rækkehuse i en og to etager, der er planer om, og de kommer til at blive opført i op til fire etaper, afhængig af efterspørgslen. Planen er, at de første rækkehuse står klar til indflytning i løbet af 2028.

- Vi glæder os meget over købet af byggefeltet på Gammel Havn og til at kunne udvikle både denne del og slagterigrunden sideløbende. Det vil give mulighed for at tænke sammenhæng på tværs af de to områder i den nye bydel. Det er nogle spændende, visionære tanker, der er i byudviklingsplanen for Stævnen. Den nye bydel på havnen midt i Struer skal være for alle med blandede boformer. Den vil blive et kæmpestort aktiv i områdets udvikling, det er attraktivt for os at være en del af, ikke mindst også fordi det er et område, vi selv har tilknytning til, lyder det fra Jan Pedersen i konsortiet, der ser frem til at komme i gang med arbejdet.

De nye rækkehuse er planlagt som ejerboliger, og de opføres i forskellige materialer, der taler sammen med det øvrige byggeri på havnen. Det er konsortiets intention, at man vil at genbruge nogle af materialerne fra det gamle slagteri. De nye rækkehuse bliver projektsalg gennem en lokal ejendomsmægler.

På slagterigrunden er der blandt andet planer om almene boliger på en del af grunden og andelsbolig-bofællesskab på en anden del. Også her er planerne, at de første boliger er klar til indflytning i løbet af 2028.

Skitse af det kommende boligprojekt på Stævnens første byggefelt, Gammel Havn. Illustrationer: P+P Arkitekter