Gå til hovedindhold

Partnerskab vil udvikle på slagterigrunden i Struer

12. december 2024

Luftfoto af slagterigrunden i Struer

Slagterigrunden på havnen i Struer går en spændende fremtid i møde som en del af den kommende bydel, Stævnen. Et nyt strategisk partnerskab vil opføre flere boligformer – almene boliger på en del af grunden, og på en anden del er der planer om andelsboliger.

Ejerkredsen bag slagteriet har fundet sammen med Ulrik Stengaard, indehaver af ejendomsudviklings-selskabet Projektus aps, i et strategisk partnerskab med henblik på at udvikle den tidligere slagteri-grund til et spændende boligområde med blandede boformer, blandt andet almene boliger.

Nye havneboliger skal være for alle

Ulrik Stengaard, der er kontaktperson for partnerskabet, og som har familie med rødder i Vejrumstad ved Struer, forklarer:

Der er lagt nogle visionære planer for at skabe en hel ny bydel midt i Struer. Det er nogle planer, som indeholder nogle vigtige elementer i forhold til klima og det at bygge på en havn, som vil blive et kæmpestort aktiv i områdets udvikling. Sådan et projekt er det meget attraktivt for os at involvere os i. Byrådet har i planerne klart slået fast, at det nye havnebyggeri skal være for alle – og netop det at kunne tilføre den nye bydel et område med bl.a. almene boliger er en stor motivationsfaktor for os,” siger Ulrik Stengaard

På slagterigrunden arbejdes der også med ideen om at udvikle et ”Lydens By Campus”. Et sted, som tilbyder boliger og fællesskaber for projektansatte i virksomheder, praktikanter og studerende.

Kæmpestor interesse for boligfællesskab for +50 årige

Slagterigrunden er på tre hektar, svarende til 4 fodboldbaner, og det giver god plads til flere byggeprojekter. Partnerskabet er i tæt dialog med gruppen bag ”Andelsboligfællesskabet Ankerpladsen”, som arbejder på at skabe et nyt boligfællesskab i Struer.

Sven Lauge Pedersen formand for Andelsboligforeningen forklarer:

Vores ønske er at få opført 35-40 andelsboliger i den nye bydel, Stævnen. Boliger, der varierer i størrelsen, og som ligger samlet og med fælles atriumgård og et fælleshus. Vi drømmer om at skabe et dejligt bofællesskab for seniorer på 50+ år. Forhåbentlig falder det hele på plads, så boligerne kan være klar til, at de første kan flytte ind i 2028,” siger Sven Lauge Pedersen

Interessen for at bo i sådan et bofællesskab på havnen i Struer er virkelig stor. Det vidner Andelsboligforeningens interesseliste om. Den rummer godt og vel 120 borgere, som i dag bor i det meste af Nordvestjylland, og som gerne vil lægge billet ind på en af de kommende boliger.

Potentiale for fremtiden

Borgmester Marianne Bredal glæder sig over udviklingen og har store forventninger til planerne for slagterigrunden:

Med det nye partnerskab er en kæmpe gordisk knude ved at være løst. Vi får fjernet det gamle udtjente slagteri, og fra kommunens side er vi mere end klar til at indgå i samarbejdet om at få udviklet netop arealet på slagterigrunden. Det er hele byrådets store ønske, at Stævnen skal være en bydel med blandede boligformer, så det netop bliver et område for mange forskellige mennesker. Så jeg glæder mig enormt over, at det nye udviklingspartnerskab allerede nu giver os mulighed for at sætte gang i alment boligbyggeri parallelt med planerne på Stævnens etape 1 på Gammel Havn,” siger borgmesteren.

Materialer fra slagteriet får nyt liv

Slagteriet er en markant bygning, som har været en del af Struers bybillede i mange år. Gennem årene er bygningerne knopskudt adskillige gange, faktisk hele 25 etaper, afslører historien. Nu får dele af slagteriet endnu et kapitel i historiebøgerne i det nye boligområde. Det forklarer Ulrik Stengaard:

Vi er meget bevidste om, at slagteriet har været en del af Struer i rigtig mange år og betyder noget særligt for mange i byen. Når vi tager de gamle bygninger ned, gør vi det del for del. Vi vil nemlig gerne genbruge så meget som overhovedet muligt til det nye byggeri. På den måde kan vi give nogle af de gamle materialer nyt liv – og samtidig er det en bæredygtig måde at bygge på.

Det sker i den kommende tid

I den kommende tid videreudvikles projekterne for området. De nye byggerier kræver også en ny lokalplan. Den forventes at komme på plads i løbet af 2025.

Når plangrundlaget er klar, kan partnerskabet gå i gang med at rydde grunden og derefter tage første spadestik til de nye boliger.

I løbet af foråret 2025 vil partnerskabet og kommunen invitere alle interesserede til informationsmøder, hvor man kan høre mere om planerne for forvandlingen af slagterigrunden.

Ovenstående er en pressemeddelelse fra DD Ejendomme Aps og Projektus Aps, udsendt 12. december 2024